Kaos i familien

En barndom i frygt

Af Samuel

Jeg ringer på døren, det er en lidt skyet dag i starten af Marts, et smilende ansigt åbner døren, der kommer en duft af pandekager og flute strømmende ud af døren. Ole er ved at være en gammel mand og årene har slidt på ham, 68 er en god alder, og glæden stråler ud af ham.

“Jeg har altid været bange for min far”, sådan starter samtalen. “Jeg blev slået 1-2 gange om måneden, det var hvis jeg havde været op at slås med min bror eller sagt noget grimt. Det kunne være en lussing eller hvis det var rigtig slemt en endefuld med en bøjle Hvis det var en endefuld kunne jeg ikke sidde ned i en uge” fortæller Ole med et lille grin. Det var selvfølgelig ikke sjovt dengang, men Ole kan godt grine af det i dag.

Oles far var selv blevet opdraget endnu hårdere, og vokset op i en meget religiøs familie, “Da min far var lille skulle han selv gå ud i skoven og finde en pind som min farfar kunne slå ham med, nogle gange blev der sagt at pinden ikke var tynd nok, den skulle jo svirpe, så skulle han ud og finde en ny og tyndere pind som han kunne blive slået med”.

Ole fortæller at hans far var syg i hovedet, han havde en følelse af, at alle var imod ham, og hans kone var utro, selvom hun ikke var utro. Han begik selvmord da Ole var 24 år. Ole fortæller at han var lettet da hans far tog livet af sig selv. Oles far var også alkoholiker i de sidste år af sit liv.

Ole måtte ikke bande, for eksempel sagde Ole engang noget med du skal SATME ikke gøre det der, så blev han slået.

Pandekagerne ligger godt i maven ligesom følelsen af at Ole er en god mand som ikke har viderført den sociale arv.